Greenway lancerer svanemærkede engangstallerkner
Svanemærkede engangsartikler lever op til skrappe miljø- og kemikaliekrav – bl.a. er de fri for fluorstoffer.
De svanemærkede engangsartikler er produceret af palmeblade – og er bl.a. biologisk nedbrydelige og fri for både fluorstoffer og ftalater.
Hos Miljømærkning Danmark glæder man sig over den første licens på området:
- Det er altid glædeligt, når den første virksomhed inden for en produktområde får licens til Svanemærket eller EU-Blomsten. I dette tilfælde er glæden ekstra stor, fordi vi har ventet på et gennembrud siden 2012, hvor kriterierne for produktgruppen blev udarbejdet, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark og fortsætter:
- Der er i øjeblikket stort fokus på skadelige kemikalier i fødevareemballage, fx genbrugspapir, der kan indeholde skadelige stoffer, og fluorstoffer, hvoraf mange er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Derfor er vi glade for at kunne fortælle forbrugere, hoteller og spisesteder, at det nu er blevet muligt at vælge svanemærket engangsservice. De må nemlig hverken indeholde recirkulerede materialer, dvs. genbrugspapir, som kan indeholde kemikalierester, eller skadelige kemikalier som eksempelvis fluorstoffer og ftalater.
Det første skub mod en svanemærkning kom fra detailhandlen:
- For nogle år siden gav Coop udtryk for, at vores produkt ville blive endnu mere interessant, hvis det kunne svanemærkes. Vi fik derfor nogle uvildige konsulenter til at undersøge vores produkter. De endte med at konkludere, at vi skulle gå efter at få svanemærket vores produkter, da det ville styrke miljøprofilen yderligere. Vi er glade for nu at kunne dokumentere, at vi lever op til kriterierne – og derfor håber vi naturligvis også, at detailhandlen vil anerkende vores indsats og tage godt imod produkterne, siger Søren Andreassen fra Greenway-Denmark.